Munken der blev pave mod sin vilje
Med kristendommens udbredelse mellem det 2. og 3. århundrede bliver nogle af de utallige naturlige grotter i Abruzzos porøse kalkbjerge til spirituelle tilflugtssteder for kristne eremitter. Abruzzo er et område med mange gode muligheder for tilbagetrækning fra det verdslige liv. Mange religiøse ordener slår sig ned i Abruzzo i middelalderen pga. roen og stilheden, især fransciskanere og benediktinere der bygger store klostre og kirker. Men ikke mindst eremitboer vokser frem.  Alene i Majella-parken ligger der ikke mindre end 40 kapeller og eremit-boer. Denne koncentration af refugier er kun overgået af Nepal.

Et af de kendteste eremitboer er Santo Spirito nær Roccamorice i Majella-parken. I starten er det kun en række celler, gravet ind i klippen. I 1053 bor munken Desiderio der; han bliver senere pave under navnet Vittore III. Han og hans brødre konstruerer en lille kirke, som en anden munk, Pietro Angelerei, allerede finder ødelagt i 1244, da han tager ophold der. Han genopbygger stedet og vier det til Helligånden, il Santo Spirito. Stedet bliver derved moderhus til hans senere klosterfællesskab og kommer yderligere til at bestå af oratorium, munkelogi og celler til eneboerne. Stedet forlades siden i et par århundreder, men genindtages og restaureres i 1500-tallet, hvor det underlægges Sankt Stefano Lupos relikvium fra Vallebona klostret. I slutningen af 1700-tallet tilføjes en 3-etagesbygning, der endnu i dag fungerer som gæstefløj. 

 I dag er der kirke, sakristi, gæstehus og kloster med celler, kapitelsal, bibliotek og refektorium (spisesal). En lang korridor med klippevægge fører til en urtehave og sankt Giovannis og Sankt Anbtonius’ eremitboliger og til den hellige trappe, hugget ud i klippen, der fører frem til Maddalenas oratorium.  


Benediktinermunken Pietro Angelerio (eller Pietro dal Morrone, som han også kendes som) bliver under navnet Celestinus V. den første og eneste pave der frivilligt abdicerer efter 6 måneder. Han bliver født som fattig bondesøn i Peligna-dalen. Da han er i tyverne, trækker han sig tilbage fra livet mellem andre mennesker og bliver eremitmunk. Han bor skiftende steder i Majella-højlandet, bl.a. fra 1244 i Santo Spirito syd-øst for Roccamorice. Stedet er efter Pietros mening dejligt isoleret fra verden, stille og naturskønt, og han bringer kun nogle enkelte, særligt betroede brødre med sig. I løbet af nogle år bliver stedet imidlertid ligesom Pietro selv så populært, at folk begynder at valfarte til derud i større stil. For abruzzeserne og siden for det øvrige Italien får han efterhånden status af en ny Frans af Assissi, og hans ry løber foran ham.

 Det betyder at han i 1264 i byen Badia kan opbygge klosteret S. Spirito - opkaldt efter eremitboet ved Roccamorice i Majella-parken - lige under sit mest benyttede eremit-bo, L’eremo del Sant’Onofrio på Morronebjerget. Klostret bliver i løbet af hans levetid moderkloster for 20 klostre. På den måde bliver han stifter af munkeordenen Celestinerne som en sidegren til Benediktinerne. I århundrederne efter vokser munkeordenens magt gevaldigt, og de sidder som feudalmagt på hele området indtil 1807, hvor Napoleon under sin okkupation af området forbyder ordenen. Klosteret fungerer efter nedlæggelsen i mange år som fængsel og hestestald for militæret, men det ligger stadig smukt nedenfor Morrone-bjerget og er netop blevet restaureret for EU-midler. 

 I dag rummer det bl.a. regionens kulturministerium og skov- og parkstyrelse, men for et venligt ord kan man blive vist rundt i alle de restaurerede dele af det spændende klosterområde, der i dag rummer hele tre afdelinger med hver sin gård i midten samt en klosterkirke med hele to ældre krypter under hinanden. 

Over byen Badia kan man stadig følge den nu istandsatte, men noget uvejsomme sti op til hans refugium S’Onofrio højt på bjergsiden, hvor han har kunnet skue ud over hele Peligna-dalen og følge med i hvad der skete på hans gamle kloster.

Fra 1274 er han tilbage i Maiella som eremit, og nu opholder han sig indtil 1276 i San Bartolomeo in Legios eremitbo, stadig Majella.  Også dette sted finder han dog for overrendt af ivrige pilgrimme der ønsker at følge i hans fodspor, og han flytter derfor endnu længere ud i vildnisset til San Giovanni all’orfentes eremitbo. Flere steder er han initiativtager til rekonstruktion og udvidelse af eremitboer, og hans betydning for eremit-munkevæsenet i Majella er uvurderlig. D. 25. august hvert år bærer befolkningen i området hans statue i procession fra den nærliggende by til San Bartolomeos eremitbo efter at man har drukket af det ”mirakuløse” vand fra en kilde i dette eremitbo.

 


I 1294 opholder den nu 85-årige munk sig på L’eremo del Sant’Onofrio på Morronebjerget. Her bliver han opsøgt af en gruppe kardinaler og taget med til L’Aquila for at blive udnævnt til pave under navnet Celestinus d. 5. I over to år har repræsentanter for to magtfulde familier, Orsini og Colonna, kæmpet for at få deres kandidat valgt uden at være blevet enige. Det kræver nemlig 2/3 af stemmerne, og i øvrigt bliver forhandlingerne afbrudt af jordskælv, så de må forlægges til Perugia. Pietro bliver udnævnt med enstemmighed fordi han ikke er nogens førstevalg. Han vægrer sig imod udnævnelsen, men må til sidst overgive sig og opfattes i sin pavetid som en slags ”englepave”, en helgen på jord.

Celestinus V. viser sig at være totalt uduelig til paveembedet - naiv og uvidende om de verdslige intriger i og omkring pavehoffet, som han er, og allerede samme år abdicerer han frivilligt fra paveværdigheden som den eneste pave nogensinde. Hans eneste ønske er at vende tilbage til sit eremitbo på Morronebjerget, men hans efterfølger i paveembedet frygter, at han får lyst til at vende tilbage som pave, så han beordrer ham sat i husarrest i nærheden af Rom. Her dør han efter få år. Han bliver både paveudråbt og siden begravet i den smukke klosterkirke Santa Maria di Collemaggio i L’Aquila, en kirke som han selv har grundlagt i 1287. Den samme kirke der ved jordskælvet i 2009 bliver totalskadet!

 Der fortælles en lille mirakel-legende om Pietro Celestinus, da han i 1294 er på vej til L’Aquila for at blive udråbt til pave. Her passerer han byen Acciano og helbreder en munk, broder Berardo di Gordiano fra Acciano, for faldesyge (epilepsi). Det interessante ved historien er, at der angives to forskellige vidner til miraklet: Valetta d’Acciano og Odorisio d’Acciano. Om de er i famlie med hinanden, om de er adelige eller hvad de i øvrigt gør på stedet, beretter historien ikke noget om. Men historien vidner om Pietro Celestinus’ status som hellig mand, og der er da heller ingen tvivl om, at legenden er blevet brugt i den ansøgning til paven, som det er helt almindeligt at man udformer i middelalderen, når man ønsker en person gjort til helgen. Og helgengjort bliver han, allerede 13 år efter sin død, i 1310.

 I juli 2010 besøger paven, Benedetto XVI, Sulmona for at fejre Pietro Angelererio eller Celestinus V’s 800 års fødselsdag. Ved en tale på Piazza Garibaldis plads midt i byen fremhæver paven Celestinus V. som et eksempel til efterfølgelse: ”è un esempio di santità", siger han her, altså et fromhedens eksempel.