Når vi fortæller om vores huskøb i Italien, ryster folk på hovedet. Det er muligt at det ikke kan anbefales at købe hus som vi har gjort – men for os er det gået over al forventning.

I 2007 købte vi huset Marco Pantalone 24 som ligger i den lille by Collecorvino i Pescaraprovinsen, region Abruzzo. I vores ferier havde vi tidligere rejst Toscana tynd, så i sommerferien 2007 gik turen til Umbrien med et smut over til det østlige Italien for at besøge Michael og Lillan i nærheden af Civitella Casanova. Egentlig kan vi takke dem for, at vi i dag har vores skønne og kønne hus på bakketoppen af Collecorvino.

Vores ferie i 2007 startede med at vi besøgte Michael og Lillan i deres hus nær Civitella Casanova – godt ½ times kørsel fra Collecorvino. Michael mente at huset i Collecorvino ”lige var noget for os” – og det fik han ret i. Efter et par dage fortsatte vi den planlagte ferie men efter en uge i Umbrien, gik turen tilbage til østkysten for endnu engang at besigtige huset.   

Marco Pantalone 24 var sat til salg af Patrick og Jo-Dee Collins som havde købt og renoveret huset med salg for øje. De er amerikanere men bosatte sig med deres to børn i Penne (nærtliggende by) for 4-5 år siden og har siden ernæret sig ved bl.a. at købe, renovere og sælge gamle ejendomme http://www.belloabruzzo.com . Da vi fik fremvist huset 2. gang gennemgik vi det med Patrick - det er jo risky business at give sig i lag med hushandel i et fremmed land men Patrick var tillidsvækkende, så vi blev en anelse mener interesseret.

Siden hen har vi haft flere gode stunder med familien Collins hvilket er en fornøjelse, men det er også en stor tryghed at kende nogen, når man har hus på ”langdistance” - de har hjulpet os med mange praktiske ting.

Marco Pantalone 24 var sat til salg hos mæglerne Tony og Marijke http://www.house-in-italy.com . De er fra Holland men kom til Loreto Aprutino, nær Collecorvino, i 2004. De havde solgt deres firma i Holland og ville nu drive mæglervirksomhed i Abruzzo – og således gjorde de. I Italien bruger sælger og køber den samme mægler – man deler salæret og mægleren er derfor også ”mægler” i handlen. Umiddelbart kan det virke bekymrende med samme mægler men Tony, som vi i første omgang havde kontakten med, virkede meget seriøs og så hjalp det endvidere at han og Marijke var bekendte til Michael og Lillan.

Vi har også efter hushandlen haft stor glæde af at kende Tony og Marijke – de sørger for med jævne mellemrum at se til huset og de sikrer at regninger betales. De har begge et stort netværk og er meget vidende om områdets muligheder.

I slutningen af juli var vi tilbage i DK og efter nogle dage var vi modne til at slå til - Marco Pantalone 24 skulle være vores. Vi havde mulighed for at tage til Italien og foretage handlen den 11. september 2007 og selv om der umiddelbart er langt fra slutningen af juli til begyndelsen af september, så er det ikke lang tid i Italien – de holder ferie i hele august og gerne lidt til. Men hvis der skulle handles så skulle det være når vi havde tid – og sådan blev det.

Forberedelserne i Danmark såvel som i Italien begyndte;

Når man som udlændige køber hus i Italien skal man - hvis man er gift – kunne fremvise en vielsesattest. Men det er ikke nok for den skal enten være oversat til f.eks. engelsk eller en kopi af originalen skal stemples som bekræftelse på ægtheden. Vi havde jo ikke så lang tid så det var bare med at komme i gang. Jeg ringede til det italienske konsulat for at få oplyst hvordan vi praktisk skulle forholde os – telefonen var optaget! Efter mange forsøg gennem et par dage blev jeg klar over at noget var galt – jeg prøvede at ringe ved midnatstid og telefonen var stadig optaget. Jeg ringede til Ambassaden men de meddelte at jeg skulle have fat i konsulatet, de kunne stille om … - men der var desværre optaget!

Næste forsøg blev at Per mødte op på konsulatet i København. Han medbragte en kopi af vielsesattesten samt originalen og bad om at de bekræftede ægtheden ved at stemple kopien. Det kendte de ikke noget til og havde ikke tænkt sig at stemple noget som helst.

På Kommunernes Landsforenings hjemmeside fandt jeg en blanket til oversættelse af vielsesattest www.klxml.dk/KLB/Blanket/Gaelder/vi051.pdf . Blanketten blev udfyldt og turen gik til rådhuset i kommunen hvor vi bor. Her kom næste udfordring for de var ikke meget for at underskrive min blanket – ”det rigtige måtte nok være at få ny vielsesattest”. Nu kunne jeg mærke at blodet var på kogepunktet, vi havde været gift i næsten 25 år og havde ikke brug for nogen ny vielsesattest - vi havde behov for at en eller anden ville skrive under på at vores vielsesattest var ægte. Jeg må indrømme at dette var en af de få gange, hvor jeg har benyttet mig af at nævne min titel som chef i den offentlige forvaltning. Enden blev at blanketten blev stemplet, en underskrift blev påført og alle kunne smile til farvel. Og her kommer det morsomme – vi har aldrig skulle vise vielsesattest eller den oversatte udgave til nogen.     

Før i tiden kunne man købe et hus med kontanter men i bestræbelserne på at komme sorte penge til livs, er den tid forbi. For øvrigt er det ikke lovligt at tage større beløber med på rejse ud af landet, så uanset de italienske love skulle vi have overført penge via banken fra Danmark til Italien. Vi skulle derfor have oprettet en bankkonto i en italiensk bank og den øvelse forudsatte at vi opholdt os i Italien – men vi var i Danmark!

Vi undersøgte muligheden for at anvende danske bankchecks, men det gik ikke. Hushandel i Italien skal foregå med italienske bankchecks og som noget nyt skal checknumre også indskrives i skødet. Der var ingen vej uden om – bankkontoen var et must.

Vi havde sommerfugle i maven d. 11. september 2007. Dagens første aftale var med mæglerne Tony og Marijke som vi skulle mødes på torvet i byen Penne kl. 9. Det så vi frem til for vi havde jo overført alle vores penge til hushandlen til deres bankkonto. Det gik som det skulle - de kom som forventet.

Codice fiscale 

Den næste aftale var på et lille kommunekontor hvor vi skulle have udarbejdet vores Codice fiscale. De havde kun åbent nogle få timer om ugen så det var meget heldigt at det flaskede sig for os. jeg ved at Marijke i forvejen havde lavet en aftale – måske holdt de kun åbent for vores skyld?  Kontoret var et stort helt bart lokale, der var opsat et par mobile skillevægge sådan lidt for at afskærme. Den del af lokalet hvor man skulle vente havde én plastikstol og selve kontoret på den anden side af skillevæggen bestod af en arbejdsplads med en gammel computer og to stole. På trods af det gamle udstyr og en medarbejder som kun kunne tale italiensk, stod vi efter kort tid igen ude i solen med de nødvendige papirer.

Banken 

Så kom turen til banken. Tony havde i forvejen aftalt tid for os og banken kendte vores ærinde. Vi fik oprettet vores konto – der var et hav af papirer som vi skulle underskrive og som stod på italiensk, så det var godt at bankbestyreren kunne lidt engelsk og at Tony kunne hjælpe undervejs. Vores penge blev overført fra mæglerkontoen til vores nyoprettede konto og vi blev udstyret med ikke mindre end syv checks og kopier af diverse dokumenter som vi havde underskrevet.

Vi ville gerne have oprettet netbank, så vi fra Danmark kunne følge med i diverse transaktioner, men det viste sig ikke at være mulig. Som ikke-bosiddende udlændinge kan man ikke oprette netbank i Italien – end ikke en kigge-adgang. Det viste sig også at vi ikke kunne få et hævekort til kontoen – vi kunne hæve penge i bankens åbningstid. Vi har siden hen igen forsøgt at få etableret en lettere adgang til kontoen dog uden resultat. De få penge som stadig står på vores italienske konto er jo rare at have i reserve, så de får lov at blive stående. Her godt et år efter har vi fået ordnet det så banken betaler elregningerne, så på et tidspunkt har pengene nok fået ben at gå på.

Mødet sluttede med at vi blev præsenteret for den bankfunktionær som skulle deltage i den kommende seance om hushandlen.

Notaren 

Sidste stop var mødet med notaren hvor selve handlen skulle foregå – det var som ventet en meget speciel og sjov oplevelse. På torvet, omtrent samme sted som vi mødte Tony og Marijke tidligere på dagen, mødtes vi med sælgerne Patrick og Jo-Dee. Da vi kom til notarens kontor blev vi vist ind i et, efter mellem og syditalienske forhold, fint lokale. Der var et ovalt bord med 10 store bløde stole rundt om og på væggen hang der et billede med kristent motiv. Vi tog plads – og der sad vi – længe.

Hushandlen skulle foregå på italiensk og engelsk. Ingen af os kan italiensk hvilket var årsagen til at seancen også skulle foregå på engelsk og vi var så heldige at Christina vores voksne datter var taget med os, idet hun er den af os der er bedst til det engelske. Pladsen for bordenden var forbeholdt notaren, som vi ventede på. Fra venstre sad Tony og Marijke (mæglerne), herefter sad Patrick og Jo-Dee. For bordenden modsat stolen til notaren sad bankfuldmægtigen, herefter sad Per og jeg med Christina imellem os. Ved siden af Per sad oversætteren og bag ved hende sad en anden oversætter som skulle verificere at den første oversatte korrekt. De mange deltagere var årsagen til at vi i banken blev udstyret med så mange checks – alle skulle have betaling til slut.

Jeg forventede at notaren var en grå halvgammel mand, så stor blev min forundring da vedkommende trådte ind i lokalet og viste sig, at være en dame midt i halvtresserne, iklædt kort nederdel og nedringet gennemsigtig bluse, der burde havde været mindst to numre større.

Alle havde et eksemplar af det dokument som vi havde modtaget lige inden afrejsen. Vi meddelte at det var Marco Pantalone nr. 24 og ikke 26 vi ville købe. Til det fik vi forklaret at det ikke betød noget, idet husnumre kun var der af hensyn til bl.a. postbudet. I Italien har man ikke matrikelnumre, så derfor beskrives husets udseende og opdeling ret detaljeret i dokumentet. Vi forstod godt forklaringen men ville alligevel gerne have det skrevet korrekt. Notaren forlod lokalet for at foretage ændringen.

Der gik et stykke tid og vi var igen samlet om bordet. Notaren oplæste den italienske version af dokumentet og vi fulgte med i den engelske version hjulpet på vej af 1.oversætteren. På et tidspunkt kom vi til, at vi skulle være bekendt med et dokument som beskrev vilkår og aftaler i relation til underbo/nabo. Her gjorde vi holdt for det nævnte dokument havde vi ikke set. Vi fik forklaret at dokumentet omhandlede en aftale med underbo/nabo i stueetagen om en monteret antenne på bygningens tag. Da vi ikke var bekendt med dokumentet skulle aftaleteksten omskrives og notaren forlod derfor lokalet for at foretage ændringer.

Klokken 5 om eftermiddagen sonderede vi terrænet omkring Monte Silvano, Pescara for møbelforretninger og varehuse. Vi var godt forberedt, jeg havde hjemmefra skrevet en lang liste over alt det vi skulle købe. Listen var skrevet på både dansk, italiensk og engelsk, på den måde var vi i stand til at kommunikere med ekspedienter som kun talte italiensk. Vi behøvede ikke at udveksle mange gloser før end ekspedienten blev klar over, at der var en god handel i sigte, jeg viste bare den lange liste - Det var virkelig effektivt.