 |
|
|
 |
|
Religion og overtro
er uddrag af artikler fra
Merete Møller Olesen
’s
blog
. Meretes blog handler om regionen Abruzzo, som hun er ved at skrive en bog om.
I 1500-1600-tallet er Europa splittet på langs af en voldsom kamp mellem protestanter og katolikker. I Sydeuropa sætter man ind med en intens ”mod-reformation” for at beskytte den katolske kirke mod flere angreb fra de protestantiske reformatorer. Et af midlerne er udadrettet: omvendelsen af befolkningen i de erobrede områder i Syd- og Mellemamerika og i det fjerne Østen.
Men også i hjemlandene sættes der ind med en forstærket indsats for at omvende og indlemme befolkningen under den rette kirke. Den indre mission skal supplere den ydre mission, og i Italien bliver Abruzzo en af de vigtige missionsmarker for den katolske kirke. Abruzzeserne er ganske vist allerede på dette tidspunkt kendt som særligt religiøse, men ikke af den rigtige, kirketro slags. Jesuitterne bliver sendt på mission til Abruzzo i 1500-tallet og slår sig efter nogen omflakken ned i Chieti i 1593, og herfra udgår deres missionsbestræbelser de næste mange årtier
.
Abruzzo er berømt – eller berygtet – for sin diffuse, folkelige religiøsitet. Om den er specielt katolsk, kan man diskutere, men den er tydeligvis mest tiltrukket af de dele af katolicismen der rækker tilbage til en før-kristen tid. Religiøse fortællinger og legender om undere og mysterier præger enhver religiøs fest. Endnu den dag i dag afholdes der utallige religiøse fester. Især påskefesterne er yndede, men også lokale og fælleskirkelige helgener og gamle katolske helligdage festligholdes med processioner og optog, sang og musik, i et omfang vi ikke kender til i Danmark. I de små og større landsbyer er det ofte disse religiøse festdage der holder fællesskabet ved lige og skaber liv i gadebilledet.
Troende det er de - og trofaste kirkegængere ligeledes, også i dag. Kirken er stadig et vigtigt omdrejnings- og samlingspunkt, både i hverdagen og til fest.
De fleste småbyer har deres egen kirkegård og kapel liggende lige udenfor byen. Kirkegårdene har ofte de karakteristiske høje gravvægge med gravsten i flere etager over jorden. Hver grav har sin kvadrat med plads til at sætte en blomstervase ind i en niche og er dekoreret med et billede af den afdøde fra dengang denne endnu var levende og i stand til at smile til fotografen. Det virker forbløffende og en smule makabert på os, men samtidig ganske forståeligt: Man vil jo gerne mindes den afdøde, når man er på kirkegården, så hvorfor ikke flytte portrættet fra væggen derhjemme hen til gravvæggen
.
På samme måde annoncerer italienerne ude på landet dødsfald på offentligt tilgængelige steder, fx på plakatsøjler. Og efterfølgende ophænger de deres tak for opmærksomheden ved begravelsen. Her hænger der mellem farvestrålende plakater om fester, festivaler og markeder erklæringer om ”Ringraziemente” (taknemmelighed) eller om at ”Madre” eller ”Padre” nu er afgået ved døden. Det vidner om at det at læse avis ikke er helt så udbredt som på vore kanter, men i sig selv må det vel også vidne om en lidt anden holdning til døden end vores, der henviser den slags til særligt diskret placerede avissider.
🙂 Påske-procession og spil
🙂 Herkules
🙂 Pave mod sin vilje
🙂 Hekseri i Roccacasale
🙂 Slangefest i Cocullo
|
|
|