Riserva del Pescara er hjertet af kilden til floden Pescara. Flodudspringet ved Popoli - et naturfænomen - er starten for et af Pescara flodens ben. Lodret op af jorden stiger det klareste vand og pludselig begynder en flod at eksistere, vandet er mineralholdigt og nogle mener det er helbredende.

Vandet kommer egentlig fra Campo Imperatore, et stort plateau i Parco Nazionale del Gran Sasso e Monti della Laga . Efter en rejse på omkring 30 dage stiger vandet op i Riserva del Pescara.

Dette smukke naturområde på 5.000 m2, byder på kløfter, naturstier, fauna og flora. Stedet er perfekt til at gøre holdt og nyde lidt af det medbragte til ganen og maven.

Popoli kommunes hjemmeside: www.comune.popoli.pe.it

Fra Popoli og Riserva del Pescara køres lidt tilbage mod SS5 hvor man fortsætter ad SS17. Efter 8-10 km drejes der fra og køres til Roccacasale som er en lille by I selve nationalparken. Parco Nazionale della Majella er på næsten 63.000 hektar og dækker provinserne Chieti, L’Aquila og Pescara.

Roccacasale hedder Il paese delle streghe - Heksenes landsby. Det skyldes efter sigende at byen har en særlig tradition for magiske og overtroiske historier, og at dens indbyggere helt op til nyere tid praktiserer og tror på hekseri og trolddom.

I Roccacasale er byens enlige kirke navngivet efter og indviet til ærkeenglen Michael[1], og man afholder hele to årlige fester for byens skytsengel, ærkeenglen Michael, d. 8. maj og d. 29. september.

Ifølge Roccacasales historie har Napoleons soldater draget hærgende igennem midt Italien. Beboerne i Roccacasale trodsede overmagten og væltede sten og kogende vand ned over de fremmede soldater. Desværre var overmagten for stor, så soldaterne indtog byen og brændte byens slot ned, det er ikke siden blevet genopbygget, men er nu blevet sikret mod yderligere forfald og er blevet et sikkert og spændende sted at besøge.

I byen ligger Casa Bella som er et lille pensionat der drives af en dansk familie, Anne og Finn. Byen ligger i 450 meters højde og har ca. 750 indbyggere. Gå en tur og se om I kan finde Casa Bella [2] .

Som en manifestation for kristendommens styrke er der senere højere op ad bjergsiden bygget et refugium, L’Eremo di S. Onofrio, hvor Pietro da Monnone levede – munken der under navnet Celestine V i 1294 mod sin vilje blev pave. Celestine V er den eneste pave som har trukket sig tilbage fra posten i levende live - han gav afkald på værdigheden efter fem måneder. Om han gjorde det i protest mod pavesystemets jordiske magt og misbrug af samme eller han gjorde det fordi han følte sig inkompetent, er ikke til at blive klog på.

Man kan komme til L’Eremo di S. Onofrio, der ligger i 620 m. højdevia en stejl sti fra landsbyen Badia som ligger ca. 5 km fra Sulmona.

Så går turen videre ad SS17 mod Sulmona som ligger ca. 8 km fra Roccacasale . Mellem Roccacasale og Sulmona på skråningerne af Morronebjergets sydside er der et tempelanlæg fra tiden før kristendommen [1] . Tempelanlægget Santuario di Ercole Curino er en helligdom for Herkules, som blev opdaget i 1957.

Så går turen videre ad SS17 til Sulmona som ligger ca. 8 km fra Roccacasale. Sulmona er den tredjestørste by i provinsen L'Aquila. Den har omkring 25.000 indbyggere og ligger i den smukke dal Valle Peligna, hvor floden Vella Gizio løber sammen med flere mindre vandløb. Mens byerne langs Adriaterhavet typisk blev placeret på bakketoppe af forsvarshensyn, ligger Sulmona så langt inde i landet, at den kunne placeres på en slette, omgivet af høje, beskyttende bjerge.

Sulmona er de sukkerglaserede mandlers paradis! Byen er kendt for sine traditionsrige ”confetti”, sukker-overtrukne mandler, der laves efter en over 100 år gammel opskrift. Mandlerne er en fast bestanddel som lykkebringer ved alle italienske barnedåb, konfirmationer og bryllupper. Producenterne kæmper om at lave de mest præsentable mandler, som bindes sammen til alskens former og figurer, fx blomster og insekter, og vikles ind i farverig cellofan.

Men Sulmona er meget mere end sukkermandler. Byens scenografi er værd at bemærke: den centrale torveplads Piazza Garibaldi med den imponerende fontæne i midten - stor og flot. Den ligger som et stort lærred med de omkringliggende hvidtoppede Majella-bjerge som ramme. På onsdage og lørdage summer pladsen af liv og høje røster: folk fra nær og fjern holder nemlig markedsdag her. Pladsen har mange funktioner og lægger også hus til juli måneds tilbagevendende hestevæddeløb Il Palio. Er man mere til hvidløgsfestival La Sagra dell’Aglio Rosso di Sulmona, skal man møde op på Campo di Fano (også i juli), hvor egnens særlige røde hvidløg fejres med uddeling af smagsprøver, akkompagneret af musik og med kåring af Mister Hvidløg.

Sulmona er gentagne gange blevet ramt af jordskælv og blev i 1456 og 1706 næsten helt ødelagt. Ved jordskælvet d. 6. april 2009 blev Sulmona også ramt men heldigvis ikke så alvorligt.

Egnens bjergboere har været vant til modgang. Sulmona og byerne omkring er præget af selvstændige og modige bjergfamilier, som siden romertiden har sat sig op imod kejsere, paver og forskellige krigsherrer.

Ved Sulmona ligger et tempel fra tiden før kristendommen, det er beliggende svært tilgængeligt oppe ad bjergsiden. Som en manifestation for kristendommens styrke er der senere højere op ad bjergsiden, på et helt utilgængeligt sted bygget et kloster i bjergsiden, her levede den eneste pave, som har trukket sig tilbage fra posten i levende live, i protest mod pave systemets jordiske magt og misbrug af samme.

Under anden verdenskrig trodsede de modige beboere først Mussolini og senere de tyske besættere, ved at huse de allierede soldater, som blev skudt ned eller var på patruljer bag fjendens linjer. Ved Sulmona lå en krigsfangelejr, som husede allierede soldater. Herfra blev mange hjulpet med at flygte op i bjergene.

Bjergene har netop været muligheden for at kæmpe mod store overmagter, som trods deres overmagt har haft svært ved at nedkæmpe de gæve mobile bjergkæmpere, som hurtigt kunne trække sig tilbage til bjergene og gemme sig der og forberede næste udfald.

Efter en byvandring i Sulmona køres de sidste km ad SS17 til Pescocostanzo.

Byen med det velklingende navn Pescocostanzo, i L’Aquilaprovinsen, har masser af charme og en god historie at fortælle. Byen ligger i Abruzzos højland 1.400 m .o.h. i et miljø, der er præget af den gamle kultur og Majella Nationalpark, der ligger i baghaven og lokker med grotter og storslået natur. Byen ligger langs skråningen af Mount Golgata, ved kanten af plateauet Cinquemiglia knap 120km. syd for Collecorvino.

I bybilledet er de arkitektoniske retninger barok og renæssance meget fremherskende - så det er ikke for ingenting, at byen er optaget på listen over Italiens smukkeste Middelalderbyer. Pescocostanzo, med de ca. 800 indbyggere, er rigt besøgt både sommer og vinter af romere, napoletanere og abruzzesere, og de kommer for enten at stå på ski, vandre i bjergene og på højsletten, eller nyde byens stemning og charme. Byen har både handelsliv, kunstgallerier, smykkebutikker og ca. 20 restauranter.

Byen er i det hele taget meget bevidst om sin æstetiske fremtoning, og er god til at holde de gamle traditioner i hævd med bl.a. byfester og andre tilbagevendende begivenheder, som har til formål at videreføre de lokale håndværkstraditioner som f.eks. smedejern og knipling af høj kvalitet. Den sidste lørdag i august afholdes La Festa degli antichi mestieri, som er en festival for håndværkstraditioner. Her syder gaderne af liv, boder, værksteder og optog.

Arrangementet bliver opslået på www.comune.pescocostanzo.aq.it

Historie

Pescocostanzo har været beboet siden 2. eller 3. århundrede f.Kr. De første omtaler i skriftlige optegnelser er fra det 11. århundrede, hvor byen blev benævnt "Pesclum Costantii". Ifølge lokale historikere er der ingen spor af romerske bosættelser. Det siges at der blev bygget en borg på en høj klippe, hvor det kolde klima og rigelige nedbør, afskrækkede angriberne fra havet og dem fra den sydlige del at Italien. Vejret gjorde dengang folk stærke og de fleste opnåede en høj levealder – historien siger at en Rocco D' Alessandro, som boede i Pescocostanzo i 1622, blev 120 år gammel.

Landsbyen var uafhængig indtil 1400 tallet hvor territorier blev overtaget af herremænd, men de fleste territorier forblev dog et ”Pescocostanzo Universitas” - et fællesskab uafhængigt af de feudale [1]  herremænd, som senere blev til ” Universitas Sui Domina” - kommunalt selvstyre.

I 1456 kom jordskælvet, der ødelagde Abruzzo og andre sydlige regioner. Denne begivenhed ændrede vilkårene for Pescocostanzo og førte til en interessant udvikling: Pescocostanzo tiltrak en stor koloni af Lombarde [2] arbejdere som fik stor indflydelse på det sociale og kulturelle liv i byen. longobarderne var ”mestre” i behandlingen af sten, marmor, smedejern og træ og med dem kom en tradition for kunsthåndværk. I 1500 var Pescocostanzo under Vittoria Colonnas herredømme. Vittoria Colonna var en stor digter og ven af Michelangelo og formentlig takket være hans indflydelse, begyndte kunsten at blomstre i Pescocostanzo.

Indvandring, kvæghandel og Pescocostanzos uafhængighed førte til et samfund med en vis grad af velstand og effektiv administration, der fremmede udviklingen af kunst og kunsthåndværk. I 1774 blev den lille bjergby i stand til at frigøre (indløse) sig fra de feudale og antog derfor titlen "Universitas Sui Domina" (kommunalt selvstyre).

Pescocostanzo kommunes hjemmeside: www.comune.pescocostanzo.aq.it

Øvrige link : www.pesconline.it

Det er ved at være tid til at køre hjemad. Vend om - Kør mod Popoli og tag motorvej A25 mod Pescara.